Fernisering af vægtæppe med verdensmål

Billede af verdensmålstæppet under produktion

Ikast-Brande Bibliotek er blevet et verdensmålscertificeret folkebibliotek. Selvom det skete tilbage i sommeren 2023, er det først nu, at biblioteket har mulighed for at markere det. Men hvad vil det sige at være et verdensmålscertificeret folkebibliotek?
Date
Tid
14:00 - 16:00
Pris
fri entré: Gratis
Bibliotek
Ikast Bibliotek
Adresse

Grønnegade 25
7430 Ikast
Danmark

Organisationen Chora 2030 står bag certificeringsprogrammet, der skal understøtte bibliotekernes verdensmålsarbejde og styrke bibliotekernes rolle som drivkraft for borgerinddragelse og bæredygtighed. Bibliotekerne skal selv bidrage til mere bæredygtige løsninger, samarbejde med andre i lokalsamfundet og anspore borgerne til at engagere sig, dvs. at skabe lokale fællesskaber og at gøre verdensmål til hverdagsmål.

Biblioteker, som har deltaget i certificeringsprogrammet, har udarbejdet handleplaner for deres arbejde med verdensmålene og sat gang i mange forskellige aktiviteter. Det er alt fra byttemarkeder, borgermøder og debatarrangementer til bibliotekets egne tiltag som udlån af stofposer lavet af genbrugstekstil og indkøb af genbrugsdelecykler til personalet. Bibliotekerne samarbejder desuden med skoler, lokale foreninger og ildsjæle om at involvere borgere og lokalsamfundet i bæredygtige aktiviteter.

Det gav derfor god mening for Ikast-Brande Bibliotek at invitere kommunens borgere ind til fejring af denne certificering, bl.a. ved at nogle kreative borgere kunne være med til at skabe certificeringslogoet i genbrugs- eller naturmaterialer. Brande Bibliotek havde fernisering på deres logo i uge 17 2024, mens logoet til Ikast Bibliotek har været længere tid undervejs.

Det var først i foråret 2024, at Uldgruppen ved Klosterlund Museum opdagede, at Ikast-Brande Bibliotek var blevet verdensmålscertificeret, og at biblioteket søgte en kreativ gruppe til at lave logoet af naturmaterialer.

Uldgruppen er tilknyttet Klosterlund Museum, under Museum Midtjylland, hvor de arbejder som frivillige med børneaktiviteter. De mødes desuden en gang om måneden for at arbejde med uld i forskellige kreative sammenhænge. I perioden 2011-2013 fremstillede Uldgruppen de 4 vægtæpper, der hænger på Klosterlund Museum. Vægtæpperne omhandler Bølling Sø fra istiden til nutiden og er fremstillet i uld ved hjælp af en teknik, der hedder nålefilt.

Uldgruppen synes at det kunne være en spændende udfordring i at lave certificeringslogoet som et vægtæppe i nålefilt. Derudover ønskede Uldgruppen at lave CHORA 2030 ellipsen tredimensionel, omkranset af de 17 piktogrammer, der betegner FN Verdensmålene.

Dermed kunne hver nålefilter lave mindst et piktogram selv og samtidig være en del af fællesskabet omkring fremstillingen af vægtæppet.

De 15 kvinder fra Uldgruppen har arbejdet på vægtæppet i et år og glæder sig til vise det færdige resultat ved ferniseringen på Ikast Bibliotek. Og det er naturligvis i Folkebibliotekernes Verdensmålsuge: UGE17.