Den allerførste læsning

Begynderlæseren har svært ved at læse ord, der lyder anderledes end de staves. Derfor er det en god idé, at begynde læsetræningen med en lydret bog. I den lydrette bog bliver de fleste ord stavet, som de udtales.

Den lydrette bog giver derfor barnet en god læserytme. Barnet undgår at blive forstyrret af mange svære ord og får på den måde lagt et fundament for sin videre læsning. 

Ved at begynde med de lydrette bøger, sikrer forældre sig også, at barnet får en succes og dermed mod på mere læsning. 

Når først barnet har fået smag for at læse, kan det blive svært som forælder at finde ud af hvilke begynderbøger, det er bedst at gå videre med. 

Ud over at bruge de lydrette bøger, er det et godt tip at se på bøgernes lix- og let-tal. Disse Lixtal og Let-tal er to måder at beregne, hvor svær eller let en tekst er at læse.

Er der brug for inspiration eller hjælp, så er bibliotekaren altid glad for at hjælpe

Find den rigtige bog til dit barns læseniveau

Lix-tal og let-tal er to måder, der beskriver en teksts sværhedsgrad. Nogle forlag bruger Lix-tal, mens andre bruger Let-tal. Oftest står tallene skrevet forrest eller bagerst i bogen, men hos os har vi også skrevet det på bogens forside, så det altid er nemt at finde. 

Let-tal

Let-tallet er et læsbarhedstal og egner sig bedst til at vurdere de letteste bøger. Jo højere let-tal, jo sværere er bøgerne.

Let-tallet fortæller noget om:

  • Antal ord i teksten.
  • Antal længere ord i sætningerne.
  • Antal ord i den længste sætning.
  • Sværhedsgraden i sætningsopbygningen.
  • Antal sider.
  • Hvordan og hvor meget der støttes i billeder.

Lixtal

Lixtallet er bedst til bøger over lix 10 fra ca. 2. kl.

Lixtallet fortæller noget om:

  • Gennemsnittet af antal ord pr. helsætning.
  • Procent af lange ord over 6 bogstaver.


Børns læsning udvikler sig forskelligt, så man kan ikke sætte barnets læsning ind i en tabel. Dog kan man, via tabellen her, få et fingerpeg om, hvilke lix-tal og let-tal, der kan læses på hvert klassetrin. 

Så tag udgangspunkt i dit barn, og brug tabellen vejledende. Alle børn har forskellig læseudvikling og tempo.

På Ikast-Brande Bibliotek vil vi altid gerne hjælpe børn og deres familier med at finde de rette bøger. Her tager vi altid udgangspunkt i barnets interesser, så vi kan motivere, begejstre og forhåbentlig vække læselysten og læseglæden. Det er dog stadig afgørende, at barnet kan læse 90-95% af ordene i en tekst, så læsningen bliver flydende og det dermed bliver en god læseoplevelse.

Det er derfor afgørende, at man ikke kun kategoriserer i lix- og let-tal, men også kigger på barnets interesse, motivation og giver valgmuligheder.

 

Forforståelsen

Inden I vælger en bog eller går i gang med at læse den, så er det altid en god idé at snakke om forsiden og titlen. I kan læse om bogen på bagsiden og kigge på billederne i bogen. Det giver barnet en forforståelse, som kan være en stor støtte til at afkode og læse indholdet i teksten. 

5-fingerreglen 

Dette er en god tommelfingerregel at have i baghovedet, når man skal finde bøger, der passer til barnets læseniveau.

  • Tal altid om teksten, og undersøg om barnet forstår det læste.
  • Slå op på en tilfældig side.
  • Barnet læser op og du tæller med fingrene antallet af ord, dit barn ikke kan læse.
  • 5 fingre og bogen er for svær endnu.
  • 2-3 fingre og bogen er passende.

Højtlæsning med dit barn er vigtigt at fortsætte med, fordi det styrker mange ting

  • Nærværet og giver anledning til samtale.
  • Ordforrådet.
  • Sprogforståelsen.
  • Tankeudviklingen.
  • Empati og indlevelse.
  • Sanserne.
  • Hukommelse, opmærksomhed og koncentration.
  • Fantasien.
  • Viden om tekster og verden.
  • Læseglæden.